Transpersonlig psykoterapi

Hvad er transpersonlig psykoterapi?

Transpersonlig psykoterapi er en gren af det psykoterapeutiske felt, som rækker ud over det rent psykologiske og ind i det eksistentielle og spirituelle. Det er en tilgang, der anerkender, at vi mennesker ikke kun består af tanker, følelser og adfærd – men også af en sjæl, en essens og en længsel efter dyb mening og forbindelse.

Hvor traditionel psykoterapi ofte tager udgangspunkt i de mekanismer, der har formet vores personlighed – vores relationelle mønstre, overlevelsesstrategier og psykologiske sår – så bevæger den transpersonlige psykoterapi sig videre herfra. Her er det vigtigste ikke blot at forstå eller løse noget, men at vågne op til noget dybere i os selv.

En psykoterapi med sjælen i centrum

I den transpersonlige psykoterapi arbejder vi med:

  • Eksistentielle spørgsmål – Hvem er jeg, når jeg ikke længere identificerer mig med mine indre dele, roller og historier?

  • Sjælens opvågning – Hvad kalder på indefra, og hvad vil det sige at leve i overensstemmelse med min indre sandhed og min sjælelige og hjertelige visdom?

  • Bevidsthedsudvidelse – Hvordan kan jeg opleve mere nærvær, klarhed og forbindelse – til mig selv, til livet, til noget større?

  • Egoets ‘side-lining’ – Hvad sker der, når jeg tør give slip på behovet for kontrol og i stedet lader min dybere intelligens – intuitionen, hjertet, sjælen – tage føringen? Når egoet får lov at træde lidt i baggrunden, kan vi åbne for en mere sand, kærlig og fri måde at være i livet på.

Den transpersonlige terapi tager med andre ord afsæt i de lag af menneskets udvikling, som ikke handler om “at fixe” noget – men om at huske, hvem vi egentlig er bag vores konstruerede personlighed, forsvar og overlevelsesstrategier. Det handler om at støtte den indre bevægelse fra frygt og adskilthed til kærlighed, tillid og forbundethed.

En rejse – ikke en quick fix

I klassisk psykoterapi ligger fokus typisk på det personlige plan – det, vi med bevidsthed kan tænke, føle og ændre. Her bruges ofte konkrete redskaber til at skabe større selvforståelse og indre balance. Dette arbejde er vigtigt – og nødvendigt!

Men i den transpersonlige tilgang ser vi menneskets udvikling som en udfoldelse – en bevægelse fra det personlige til det transpersonlige. Derfor oplever mange, at der opstår nye og mere eksistentielle spørgsmål, kriser og længsler, når gamle sår er helet, og noget nyt begynder at kalde.

Det er her, den transpersonlige psykoterapi kan blive en kærlig støtte i at bevæge sig fra en ydrestyret gøren til en indreguidet væren – og leve livet med større mening, nærvær og integritet.

Næste
Næste

Hvad kan psykoterapi – og hvilke fordele er der ved at gå i terapi?